VEDTÆGTER FOR AB FOREVER - ABS OFFICIELLE FANKLUB:
§ 1. Foreningens navn er AB FOREVER- ABs Officielle Fanklub. Grundlagt d. 17. august 1995.
§ 2. Foreningens formål er at støtte AB på en festlig og fredelig måde for derigennem at udbrede kendskabet til klubben i Danmark samt gennem sociale aktiviteter for foreningens medlemmer at udbrede ”FairFans ånd og væremåde (fredelig og tolerant sameksistens med andre fodboldfans).
§ 3. Foreningen er en selvstændig organisation, der ledelsesmæssigt er uafhængig af AB A/S. Der forhandles dog hvert år med AB A/S om økonomisk tilskud til foreningen og andre samarbejdsforhold.
§ 4. Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen, der afholdes hvert år i København inden udgangen af januar måned.
Generalforsamlingen med dagsorden skal indkaldes med mindst 4 ugers varsel ved bekendtgørelse på hjemmesiden samt via nyhedsbrev, undtagen til de medlemmer, der skriftligt har meddelt bestyrelsen, at de ønsker at modtage indkaldelsen pr. brev.
Dagsordenen skal mindst omfatte følgende :
1. Valg af dirigent. 2. Årsberetning. 3. Regnskab. 4. Indkomne forslag. 5. Valg af bestyrelse. 6. Eventuelt.
Forslag til generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen finder sted. De indkomne forslag kan rekvireres fra fanklubben 8 dage før generalforsamlingen.
Samtlige medlemmer over 15 år, der har været medlem i mindst 3 måneder, har stemmeret på generalforsamlingen. Fuldmagter skal godkendes af generalforsamlingens dirigent.
Alle afstemninger afgøres ved simpelt stemmeflertal blandt de fremmødte. Ændring af vedtægter kræver mindst 2/3-dels flertal.
§ 5 Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af mellem 5 og 9 personer. Valgperioden for bestyrelsesmedlemmer er 2 år.
Endvidere vælges hvert år op til 3 suppleanter samt 1 revisor. Valgperioden for disse er 1 år. Genvalg kan finde sted.
Kun personer over 18 år, der har været medlem af foreningen i mindst 3 måneder, er valgbare.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand og kasserer i umiddelbar forlængelse af generalforsamlingen. Hvis bestyrelsen ønsker det, kan der ligeledes udpeges en næstformand.
§ 6 Formand og kasserer samt yderligere ét bestyrelsesmedlem udgør forretningsudvalget. Forretningsudvalget har til opgave, på baggrund af beslutninger truffet af AB Forever´s bestyrelse, at varetage den daglige ledelse, herunder økonomistyring. Endvidere forestår forretningsudvalget tildelingen af ressourcer til de enkelte udvalg og aktiviteter.
Kassereren fører tilsyn med foreningens midler, og skal på generalforsamlingen fremlægge regnskabet revideret af den generalforsamlingsvalgte revisor.
§ 7. Ekstraordinær generalforsamling kan indvarsles på bestyrelsens foranledning eller såfremt der indsendes en motiveret, skriftlig anmodning herom. Denne anmodning skal være underskrevet af mindst 25% af foreningens medlemmer. Ekstraordinære generalforsamlinger skal indkaldes senest 14 dage efter anmodningen med samme frister, som er gældende for ordinær generalforsamling.
§ 8. Kontingentet fastsættes af bestyrelsen og opkræves pr. postgiro eller PBS. Kontingentperioden følger kalenderåret med opkrævning pr. 1. februar. Ved indmeldelse på andet tidspunkt end 1. januar betales første år 1/12 (afrundet) af års-kontingentet pr. måned frem til årsskiftet og derefter for et år ad gangen – dog min. 50,- kr. Dette gælder kun for nye medlemmer og ikke personer, der allerede tidligere har været medlem. Medlemmer der ønsker at melde sig ud af AB Forever skal skiftligt give formanden eller kassereren besked om dette og udmeldelse kan kun ske med virkning pr. 31/12 og udmeldelsen skal modtages senest 30/09 for at være gældende pr. 01/01.
§ 9. Eksklusion af et medlem kan finde sted, såfremt medlemmet i gentagne tilfælde gør sig ufordelagtigt bemærket eller hvis medlemmet i et enkelt tilfælde gør sig særligt ufordelagtigt bemærket. Spørgsmål vedrørende eksklusion behandles alene af bestyrelsen og eksklusion kan finde sted ved almindeligt flertal i bestyrelsen.
§ 10. Ophævelse af AB Forever kan kun finde sted på en generalforsamling og kræver et 2/3-dels flertal. Ved ophævelse tildeles foreningens midler ABs ungdomsafdeling.
|