|
Nyt bestyrelsesmedlem i AB Forever
Ved sidste generalforsamling blev AB Forevers bestyrelse udvidet med et medlem, så vi byder derfor Kasper Viktor Petersen velkommen i bestyrelsen. Kasper er godt kendt på stadion og modtog blandt andet prisen som årets fan sidste år.
Lidt om Kasper:
Jeg er 19 år og bor i Bagsværd, hvor jeg har fulgt AB siden mikroput-årene hvor jeg vogtede målet på ABs ungdomshold. I de første mange år var jeg passiv tilskuer på Gammel tribune sammen med min far. I 2006 bevægede jeg mig ud på min første bustur med AB Forever. Jeg kendte ingen, men er man med i fanbussen er der altid nogen at snakke med.
Den gode oplevelse er blevet gentaget mange gange siden, og jeg er vel at finde 14-15 gange på udebane i hver sæson. Der bliver rystet en del på hovedet af mig og AB i min klasse på handelsskolen i Lyngby, men mit engagement i og omkring AB og fanklubben har givet mig utrolig mange dejlige oplevelser og sejre. Jeg synes faktisk det er lidt synd for de andre i min klasse at de ikke oplever det samme.
Tifo er et af mine store interesseområder, og det er da også på dette område jeg mener at kunne bidrage med ideer og tiltag i stor stil. Min mission er at skabe en endnu mere farverig og festlig ramme omkring ABs kampe om vi end spiller i Gladsaxe eller i Skive.
Jeg vil desuden gøre mit for at skabe positiv dialog mellem de forskellige fangrupperinger i AB. Jeg har arbejdet aktivt for AB Forever siden 2006, og på flere opfordringer valgte jeg at stille op til bestyrelsen ved den ordinære generalforsamling i januar 2010.
Jeg er i 99/100 tilfælde at finde i Sektion E når AB spiller i Gladsaxe, og jeg er som sagt også ofte med fanbussen til udebanekampene. Har du nogle spørgsmål eller forslag til nye tiltag i og omkring ABs kampe, er du naturligvis velkommen til at komme over på Sektionen og få en snak. Vi er altid glade for udefrakommende forslag.
Mine tip for sæsonen 2009/2010: Nr. 1: Horsens Nr. 2: AB Nr. 3: Fredericia
8. februar 2010
|