AB ARKIV
Mathias Tauber om Efteråret 2009
Følgende Tauber artikel blev også bragt i sidste medlemsblad:
Dog bringes her HELE interviewet med Tauber.
Forventningerne til AB var høje, da indeværende sæson 09/10 i den danske 1. division blev sat i gang. Man havde på forhånd bebudet, at netop i denne sæson skal AB rykke op i det forjættede land – SAS Ligaen. Og man har i en årrække oprustet både sportsligt og organisatorisk. Nu skal det store sats bære frugt.
Forårssæsonen står på spring. De lange mørke vintermåneder med hård fysisk træning går på hæld. Snart skal der igen kæmpes om point. Vi står halvvejs inde i sæsonen og mange gør midtvejsstatus. 15 kampe er spillet. Alle har prøvet kræfter med alle. Man har fået et billede af modstanderes og egne kvaliteter. Stillingen ved vinterpausen taler for sig selv. AB ligger pt nummer 6 – med 5 point op til den vigtige 2. plads, som giver billet til SAS Ligaen.
Absolut ikke den topplacering, som man på forhånd havde ønsket på dette tidspunkt. Dog er der stadig gode muligheder. Onde tunger – eller negative røster om man vil – vil begynde at stille spørgsmål. Er det stadig realistisk at opfylde målsætningen? Er der blevet satset for stort? Kan trænerne og spillerne præstere under pres? Er afstanden til topholdene for stor? Spørgsmålene er mange – svarene er få. Alligevel vil jeg forsøge, at give et bud på nogle af spørgsmålene set fra min vinkel. Jeg vil gerne understrege, at følgende er subjektive betragtninger, anskuelser og vurderinger. Det er min egen personlige opfattelse af sæsonen – og det er derfor ikke noget, som vi i truppen i fællesskab har besluttet at skrive.
Det er sommeren 2009. Vi spillere har de seneste år vidst, at i år skal oprykningen ske. Igen er der blevet handlet i transfervinduet – truppen er blevet forstærket. Alle konkurrerer på lige fod og konkurrencen er stor.
Endelig skal sæsonen sparkes i gang. Presset er stort. Det kan være svært at håndtere, hvis fokus ikke er det rette sted. Mange bejler til de 2 oprykningsgivende pladser – 1. division er hårdere end nogensinde før. Vi ved, at sæsonen er lang og det hele bliver ikke afgjort lige foreløbigt.
Alligevel er det vigtigt at få en god start. Dels er det vigtigt at kunne vise fans, sponsorer og resten af omgivelserne, at vi mener det seriøst.
Dels er det vigtigt at tanke selvtillid og vise overfor os selv, at vi kan magte opgaven. Og dels er det vigtigt at få 3 point på kontoen – det er trods alt point, som det hele handler om i sidste ende.
Vi startede ude mod Kolding FC – en på papiret overkommelig opgave. Men vi ved af erfaring, at premierekampe ikke altid falder ud, som forventet. Det hænger ofte sammen med nerver, spændingsniveau, osv.. Og det skulle da også vise sig, at blive en svær og hård kamp, hvor vi først får scoret det sejrsgivende mål meget sent i kampen efter at være kommet bagud i første halvleg. Der var da heller ingen tvivl om, at det var frustrerende, ikke at køre første kamp sikkert i land. Nu kunne de første pessimister begynde at sætte spørgsmålstegn ved vores styrke. Men det gjorde vi spillere ikke. Vi ved, hvad vi står for – og ved som sagt også, at premierekampe altid er svære. Vi kunne til gengæld bruge kampen positivt i den forstand, at vi viste høj moral. Vi pressede ufortrødent på for scoring i løbet af hele kampen. Ingen begyndte at ”slå op i banen” eller mistede troen på sejr. Og desuden viste vi god fysisk form ved at mase Kolding FC fuldstændigt. Turneringen var i gang og vi fik de 3 point, som vi kom efter.
Derefter fulgte 2 TV-kampe mod henholdsvis Lyngby på hjemmebane og oprykkerne fra FC Vestsjælland på udebane. Begge kampe endte som bekendt uafgjort – hvilket senere skulle vise sig, ikke at være enkeltstående tilfælde. Kort kan det fortælles, at vi mod Lyngby 2 gange smider en føring til det endelige resultat 2-2. En godkendt præstation, som blev afviklet en skøn sommerdag, hvor AB-fansene endnu engang viste sig fra deres bedste side. Der var virkelig dækket op til et brag af en kamp under fantastiske rammer. Sejren udeblev desværre til manges skuffelse, men jeg mener nu alligevel, at vi spiller en god kamp mod en modstander, som virkelig forstår at spille fodbold. Kampen mod FC Vestsjælland blev af mange anset for en walk-over. Truppen vidste dog godt, at sandheden var en anden. FC Vestsjælland var oprykkere og havde spillet noget godt fodbold i 2. division. De havde stadig en oprykkers gejst og havde ikke tænkt sig at lægge sig ned. Alligevel var det nok en kamp, som vi burde have vundet. I store dele af kampen dominerede vi og da FC Vestsjælland bliver reduceret til 10 mand i slutningen af første halvleg, så burde vi nok have scoret minimum en enkelt gang! Men som stillingen også viser os nu, så har det været svært for flere hold at få point i Slagelse!
Herefter følger en stribe på 5 kampe (4 i 1. division og 1 i Ekstra Bladet Cup) i træk med sejre. Vi spiller solidt og scorer mange mål. Desværre lukker vi også lidt for mange mål ind efter min smag. Jeg tror, at det hang sammen med vores ”nye” offensive tilgang til kampene. Vi ønsker i høj grad at angribe med mange mand – og gerne med backs som overlap på kantspillerne. Det kostede os lidt i den anden ende, hvor vi sommetider blev fanget i omstillingerne. Et ”problem”, som jeg mener, at vi fik rettet op på. Rent taktisk betyder det for mit vedkommende, at de 2 midterforsvarere ofte kommer til at spille mand-mand med modstanderens angribere. De overlades med andre ord lidt til sig selv og skal gerne vinde hver en duel med deres direkte modstander. Det var en måde, som jeg som midterforsvarer skulle vænne mig til. Skulle jeg gå på bold/mand, for at vinde duellen nu og her eller skulle jeg afvente og lade ham tage bolden til sig, for derefter at slå til? Efterhånden er denne afvejning blevet rutine og jeg kan ikke engang fortælle præcist, hvornår jeg gør hvad. Det afhænger af mange ting – mine medspilleres placering, modstanderens forcer/svagheder, placeringen på banen.
Mathias Tauber (DEL 2)
Efter avancement i Ekstra Bladet Cup mod svagere modstandere som IF Føroyar og Søllerød-Vedbæk, stod vi pludselig med en rigtig sjov kamp mod FC Nordsjælland fra SAS Ligaen. Jeg skriver sjov, fordi det altid er dejligt, at spille mod modstandere fra højere niveau, da man her virkelig bliver udfordret maksimalt. Desuden er det en af de få kampe i løbet af hele sæsonen, hvor presset ikke ligger på vores skuldre. For en gangs skyld kan vi ”næsten” kun overraske positivt. Jeg vil vove den påstand, at vi ikke ligger langt fra FC Nordsjællands niveau. Og det ærgerlige 1-4 nederlag kan virke stort, men jeg mener faktisk at resultatet er lidt misvisende i sammenligning med holdenes styrke. Jeg husker, at vi ikke stiller op i stærkeste opstilling – bevares, det er et hold med dygtige spillere, som vi stiller til start, men det er ikke det mest sammenspillede. Årsagerne hertil kan være mange og det er kun træneren, der kender den eksakte årsag. Jeg tror dog, at jeg kender nogle af faktorerne. Ekstra Bladet Cup er som en sideturnering sjov at være med i, men det er nu engang turneringen i 1. division, som der satses på. Desuden er der mange kampe i løbet af en sæson og nogle spillere er mere belastede end andre og kan derfor trænge til pause. Og slutteligt kan det være en rigtig god lejlighed for træneren, at se nogle af de normale ”reserver” i kamp på højeste niveau. Nogle vil mene, at vi ikke gik 100 % efter videre avancement, men jeg kan garantere, at samtlige spillere i vores trup er så sultne og ærgerrige, at vi vil vinde hver en kamp. Desværre tabte vi, men jeg tror bestemt ikke, at det fik indflydelse på de næste vigtige kampe.
De sidste 8 kampe bestod af 5 formodede tophold (Viborg, Horsens, Vejle, Næstved, Fredericia), 2 bundhold (FC Roskilde, Brabrand) og 1 midterhold (Thisted). 6 af disse 8 kampe var TV-kampe. 5 af disse kampe (Viborg, Horsens, Vejle, Thisted, Brabrand) endte uden vinder og man kunne efterhånden se et mønster. Vi havde nu spillet 7 kampe, som blev sendt direkte i TV og samtlige var endt uafgjort. Flere gange er vi spillere blevet spurgt, om vi har svært ved at håndtere at spille direkte i TV. Og jeg taler for mig selv, når jeg siger, at det absolut ikke spiller en rolle for mig personligt. Det er klart, at der til topkampene kan være lidt hype omkring disse kampe. Begge hold forsøger, at lægge favoritværdigheden fra sig og lægge presset på modstanderen. Man mærker selv presset og forventningerne til en stor kamp. Men for mit vedkommende, er det ikke stort anderledes end til enhver anden kamp. Det handler for mig om at holde fokus, koncentrere sig om opgaven og taktikken og om at finde det rette spændingsniveau. Jeg skal ikke være så tændt, at jeg taber hovedet. Og jeg skal ikke være for undertændt, så mine sanser ikke er fuldt skærpede. Jeg skal finde et leje midt imellem. Og når så kampen er i gang – så kører det hele af sig selv. Så er det for mig ligegyldigt, om kampen sendes direkte i TV, om landstræneren kigger med eller om Dronning Margrethe II er kampens dommer. Mit fokus er på holdet, mit eget spil og den opgave, som vi som hold skal løse. Så min eneste forklaring til 7 uafgjorte TV-kampe ud af 7 mulige er: Tilfældighed. Man skal måske også huske på, at Lyngby, Viborg, Vejle og Horsens alle er super-gode hold, som matcher os rigtig godt. Så det er ingen synd at spille uafgjort med netop disse – selvom vi naturligvis helst ville have haft sejre. De sidste 2 uafgjorte mod henholdsvis Thisted og Brabrand skulle selvfølgelig have givet os sammenlagt 6 point. Så her er der ingen undskyldninger – det er ganske enkelt ikke godt nok!
Efter 12 spillede kampe var vi ubesejrede – som det eneste hold i de danske divisioner. Og det kunne naturligvis ikke vare ved. Vores første nederlag kom til et hold, som jeg har et specielt forhold til – Næstved. Jeg blev jo i sin tid hentet til Næstved af AB’s nuværende træner Flemming Christensen. Jeg havde aldrig spillet andet end central midtbane (og lidt back), da Flemming ringede og ville have mig til Næstved som midterforsvarer. Jeg studsede lidt ved tanken, men valgte at springe ud i det – og det har jeg ikke fortrudt siden. Jeg havde et super godt år i Næstved, hvor jeg for alvor viste, at jeg kunne begå mig i 1. division. Og netop derfor, er det altid sjovt at spille mod dem. Desværre har vi ikke haft den bedste statistik mod Næstved siden jeg kom til AB. Vi har det generelt altid svært på Næstved Stadion og denne gang var ingen undtagelse. Vi taber til et hold, som efter min mening ikke er bedre end os, men som på dagen var mere effektive.
Efterårets sidste kamp spilles mod FC Fredericia – på mange måder et specielt hold. FC Fredericia har ikke de helt store profiler, de har ikke et våben, som man ved de er rigtig farlige på og slutteligt stiller de med et forsvar bestående af spillere, hvis alder er nærmere 100 end 20!!! Når det så er sagt, så er det et ufattelig svært hold at spille imod. FC Fredericias hold har spillet sammen i mange år. De er super rutinerede og alle deres spillere ”tør” at tage fat i bolden. De arbejder stenhårdt på ægte jyske dyder med meget løb og meget fight. Det er muligt, at deres forsvar er gammelt, men ikke desto mindre, så lukker de utrolig få mål ind – hvilket ofte er et godt udgangspunkt for ikke at tabe fodboldkampe. Vores kamp i efteråret mod dem grænser nok til en af de mest specielle kampe, jeg har spillet. Vi trykker FC Fredericia helt i bund i hele kampen – alligevel står der 0-2 ved halvleg. Vi snakker sammen i omklædningsrummet i pausen om, at vi har overtaget. Vi er spilstyrende og dominerende i samtlige af spillets facetter. Så vi skal bare ind og fortsætte med at klø på – efter kampen er der trods alt små 4 måneder til næste kamp, så alt energi skal brændes ud. 2. halvleg forløber præcist, som vi har forventet.
Mathias Tauber (DEL 3)
Vi bliver ved med at styre spillet og kommer frem til et hav af chancer. Men FC Fredericias mål er som forhekset. Indtil flere gange redder de bolden på målstregen og der er vidst ingen tvivl om, at Fru Fortuna må have kigget FC Fredericias vej netop denne dag. Statistikken viser 17 afslutninger mod FC Fredericia målet mod 4 afslutninger mod vores mål. Alligevel ender kampen 0-2 – det er mig en gåde.
Ser man efterårssæsonen over en bred kam er der op- og nedture. Vi spiller ufattelig mange kampe uafgjort, hvilket ikke just giver os mange point. Med lidt mere held havde vi måske tippet dem til vores fordel og så havde stillingen set anderledes ud. Vi taber trods alt kun 2 kampe i hele turneringen, hvilket i den grad er godkendt. Og samtidig har vi bevist over for os selv, at ingen af holdene er uoverkommelige opgaver for os. Med vores niveau kan de bare komme an i foråret – vi kan slå dem alle.
For mig personligt, har efterårssæsonen været god. Jeg synes, jeg har udviklet mig som spiler henover efteråret. Som jeg skrev tidligere, så er jeg blevet tvunget ud i flere dueller, hvilket har styrket mit spil. Jeg har fået mere ro med bolden og driver den gerne fremad, når chancen byder sig. Mit makkerskab med Casper Andersen i midterforsvaret har aldrig været bedre og vi bygger på hele tiden – det hjælper med sikkerhed også, at vi er nære venner udenfor banen. Det tager lang tid, at skabe et solidt makkerskab, men jeg synes efterhånden, at det ligger på rygraden, hvornår vi gør hvad. Der er stadig plads til forbedringer både personligt og for holdet – og jeg garanterer, at vi træner hver eneste dag med henblik på at blive bedre i samtlige af spillets facetter.
Mit personlige højdepunkt i efteråret var naturligvis mit mål mod Vejle i overtiden. Jeg er ikke kendt for at være en spiller med mange mål i støvlerne – faktisk var det mit første mål i AB-trøjen. Men hvilket mål…… Vi er bagud til en dygtig modstander og kampen skal til at gå ind i overtiden. Vi får et hjørnespark. Jeg har ikke været med på de foregående dødbolde, men eftersom vi er bagud, træffer jeg en beslutning om at satse. Så jeg løber frem i feltet og tager min position. Bolden sparkes og der er forvirring i feltet. Pludselig havner bolden foran mine fødder. Instinktivt ved jeg, at den skal sparkes op i nettaget, for at undgå at ramme de mange folk, som har taget opstilling på målstregen. Jeg rammer bolden perfekt og kanonerer – i al beskedenhed – bolden i nettaget, uden chance for Vejle-keeperen. Det var en ufattelig forløsning. Vi havde godt nok ikke vundet kampen, men det ene point var efter omstændighederne i orden. Og den personlige lykke ved at score det første mål i AB-trøjen var enorm. Endorfinerne strømmede rundt i kroppen, da jeg sprinter op langs sidelinjen med armene over hovedet, for til sidst at blive revet omkuld af en jublende Klaus Lykke. Dejlig fornemmelse, som jeg ikke håber, bliver sidste gang jeg oplever.
Nu gælder det til gengæld om at se fremad. Vi ligger som sagt på en 6. plads med 5 point op til oprykning. Ambitionen og målet er stadig oprykning og jeg mener klart, at det er muligt. Vi har i løbet af vinterpausen fået tilgang af en række spillere, som alle har forstærket os. Vores trup er så bred nu, at uanset hvem vi sætter på banen fra bænken, så kan han gå ind og afgøre kampen til vores fordel. Det er der ikke mange trupper i 1. division, som kan præstere.
Vores træningsforløb har i den grad båret frugt. Alle har arbejdet flittigt både på fodboldbanen, løbebanen og i styrkerummet, så alle er i kanon god form. Vi vil uden tvivl spille med i den gode ende, så længe vi formår at holde fokus. Og hvordan gør vi så det?? Det kan lyde som en kliché, men ikke desto mindre, så handler det om ydmyghed overfor opgaven. Vi tager én kamp af gangen. Når kampen er overstået – med et forhåbentlig positivt udfald – så kigger vi på næste kamp og koncentrerer os fuldt ud om den. Hvis vi på forhånd kigger 15 kampe frem, for at finde oprykkerne til SAS Ligaen, så har vi tabt. Det hele handler om tålmodighed, respekt, ydmyghed, koncentration, fokus og tro på egne evner. Alt dette besidder vi og derfor er troen stor. Så lad os sammen arbejde mod målet – den næste kamp……
Jeg vil gerne benytte lejligheden til at rose vores fantastiske fans, for en rigtig god opbakning gennem hele efteråret. Spillerne mærker tydeligt, når AB har overtaget på lægterne. Og det smitter i den grad af på banen. Vi er alle indstillet på, at give vores fans den bedste oplevelse hver gang. Så fortsæt den gode opbakning – så fortsætter vi det gode spil
Med ønsket om en rigtig god forårssæson for alle med et grønt hjerte. Vi, spillerne, lover, at gøre alt for, at missionen skal lykkes.
God kamp.
Mathias Tauber #16
Portræt af Michael Schäfer
AB s assistenttræner Michael Schäfer sætter sig på bænken udenfor AB hallen og vi begynder at tale om fodbold, familie, venner, biler, og om fremtiden.
Michael er 50 år og har spillet fodbold siden han var 6 år, så fodbold fylder en del i hans liv.
Han er gift og har 3 piger, så man kan roligt sige han er ene hane i hønsegården og det gør ham glad når det går familien godt. Som ene mand blandt 4 piger er der ingen tvivl om, at Michael ofte kan gøre brug af sin uddannelse som skolelærer.
Michael spillede i mange år i Lyngby Boldklub og kun der, modsat i dag hvor det ikke er unormalt at mange spillere har spillet i 7-10 klubber i løbet af deres karriere, derfor nåede han at spille 473 kampe for Lyngby, hvilket er klubrekord.
Michaels største oplevelse som spiller var i sæsonen 1983-84, hvor det lykkes Lyngby at vinde The Double , med blandt andet John Helt, Bent Christensen, Michael Spangsborg, Klaus Berggren, Henrik Larsen og såmænd også AB s cheftræner Flemming Christensen på holdet. Og hvem husker ikke Lyngby´s daværende leder Hans Bjerg Petersen som også var formand for divisionsforeningen.
Michael har deltaget i 4 pokalfinaler for Lyngby, nemlig i 1980,1984, 1985, samt i 1990 og Lyngby vandt 1984,1985, samt i 1990 og faktisk scorede Michael målet til 5-1 i Lyngby s 6-1 sejr over AGF. ( Flemming Christensen scorede 2 mål i denne kamp, nemlig til 4-0 og 6-1 ).
I slutningen af sin karriere begyndte lysten til at blive træner at melde sig, og Michael har været cheftræner i både Lyngby & FCK i Superligaen. Den største oplevelse var da han blev cheftræner i Lyngby og i sin debutkamp mødte FCK i Parken og kampen blev uafgjort 2-2. Ugen efter skulle Lyngby spille Uefa Cup, hvor turen gik til Skotland og et møde mod giganten Glasgow Rangers. Michael var i perioden 1995-1996 cheftræner i FC København.
I fritiden står den også på fodbold selvom det er Old Boys fodbold, som spilles sammen med Flemming Christensen og alle de andre fra det berømte Lyngby hold, og holdet har netop været tre dage i Italien og alle nyder træning, kamp, såvel som det store sociale fællesskab på holdet.
Ugens timer får hurtigt ben at gå på, 1 holdet træner let om mandagen efter kamp, holder fri tirsdag, træner to gange både onsdag, torsdag, fredag, samt lørdag, og så kamp igen søndag, men Michael synes at han har et super job og elsker at beskæftige sig fodbold.
Han vil ikke udelukke han på et tidspunkt vil være cheftræner igen, men det er ikke noget han går og spekulere over, det kunne lige så godt være noget helt andet så længe det er indenfor fodbold.
Jeg tror vi er mange der savner hans vurderinger som kommentator under TV transmission af div. Superliga kampe.
Michael er beskeden at tale med, også når det gælder hans ynglings spise, det er nemlig ganske almindelig lasagne og det skal være ham selv der er kokken og hans børn er helt enig i denne betragtning, samtidig må der gerne være en god flaske italiensk rødvin på bordet.
Maden & vinen smitter også af på hans ynglings rejsemål som er Italien, men skal der vælges en favorit bil skal vi lidt længere nord på til Tyskland og en Mercedes.
Til sidst tager vi en tur til Brasilien og her spillede Michaels forbillede af en spiller, nemlig den brasilianske centrale midtbane spiller Ceresso, i øvrigt på Michaels ynglingsplads på banen.
Af Lars Kjeldergaard.
Brian Nielsen, interview 2006
Brian Nielsen ”Et grønt håb”
af Christian Drewer
Undertegnede fik lov til, at låne Nr. 14 Brian Nielsen i 20 minutter inden én mandags træning. Vi satte os til rette i omklædningsrummet på Skovdiget, hvor Brian i meget afslappet stil lod sig krydsforhører af en nysgerrig AB fan.
Brian startede med at spille fodbold i naboklubben Hjorten, men blev hurtigt opmærksom på sit store talent og valgte at flytte til AB.
En af de store grunde til, at Brian Nielsen lige nøjagtig valgte Akademikerne var, at mange af hans kammerater spillede i klubben i forvejen. På intet tidspunkt har Brian fortrudt sit skifte til AB, idet han lige fra første dag har følt sig utrolig velkommen, og har fået en stor mulighed for at udvikle sit talent.
AB Forever
Brian Nielsen er glad for den store opbakning der er omkring holdet, men måtte dog indrømme at han under kampene var 200% koncentreret om sit spil, og at han derfor ikke rigtig holdte øje med de grønne fans.
Men i fritiden er det 17 årige stortalent tit inde på AB Forever´s hjemmeside, for at holde sig opdateret omkring de trofaste supportere.
Brian fortalte, at de mange billeder fra kampene var en stor succes på holdet, da de på den måde følte de kom lidt tætte på deres fans.
OP og NED
Da talen faldt på oprykker til superligaen svarede Brian hurtigt:
”AB og Horsens”, dog var han heller ikke urealistisk, da han udmærket godt vidste at det ville bliver meget svært.
Lidt mere sikker var han da på, at det ville være Randers FC og Herfølge som måtte røg ned i 1.divison efter endt turnering.
Da talen faldt på Superligaen var det Brøndby, som var hans varmeste bud på en DM titel.
Dog skal det siges, at Brian ikke er spilleren der læser ALT om alle hold, men i stedet virkede han som en ung mand, der var meget fokuseret på AB og sit eget spil.
Opskriften på succes
Brian smilede lidt, da han fik spørgsmålet omkring ”Hvordan AB kommer tilbage til toppen”.
Men svaret var ”Mål og atter mål”, og måtte indrømme at AB stadig ikke var skarpe nok i det afgørende afslutninger. Her blev ikke nævnt nogle spillere ved navn, men mere holdet som helhed.
Den lidt svingende AB sæson har sat sit tydelig spor i tabellen, men i truppen var der højt humør og godt sammenhold, beroligede den unge mand med. Denne ro er meget vigtigt fortalt Brian, idet holdet består af så mange unge spillere.
Den lille ”krise” som de første 10 kampe har afstedkommet, har ikke skadet de lidt uerfarne spillere, men i stedet styrket dem og gjort dem mere klar til fodbold på et højt niveau.
Privat
Når Brian ikke løber rundt på træningsbanerne, så deler han lejlighed med en af AB´s ynglingespillere, og forsøger derudover at bruge en del af sin sparsomme fritid på kæreste og venner. Brian har ikke noget job eller uddannelsesforløb ved siden af fodbolden, og har derfor en stor fordel frem for andre unge spillere, idet han udelukkede kan fokuserer på sin fodboldkarriere.
Hvis der skal slappes helt af efter træning og kampe, så bliver det foran fjernsynet med en stor portion mad, eller en stak plader.
Drømme
Indtil videre har den største fodboldoplevelse for AB spilleren været den første ungdomslandskamp, som blev spillet mod Portugal.
Siden hen er der dog kommet mere end 20 ungdomslandskampe på Brian´s konto.
Han´s største drøm er uden tvivl, at komme til at spille for AC Milan, men der ville nok gå et par år i nu, konstaterede han selv med et smil på læben.
Derudover er han meget stor fan af Ronaldino, og dette blev begrundet med, at denne Brasilianer efter hans mening, var en af verdens mest komplette spillere.
Med lidt held og hårdt arbejde kan Brian Nielsen få en absolut stamplads på AB´s hold, og så kan vi tilskuere nyde godt af hans store driblekundskaber og hurtighed.
Men det bliver spændende at se, om bøtten snart vender, så vi igen kan juble sammen med Brian og de andre AB spillere.
(Brian Nielsen har de sidste par år spillet i Vejle Boldklub)
-----------------------------------------------------------------------------------------
Flemming Christensen, Interview 2007
Flemming Christensen ny cheftræner i AB.
D. 6. februar blev det offentliggjort, at den tidligere AB´er og landsholdsangriber Flemming Christensen (FC) ville tiltræde som ny cheftræner i AB fra efterårssæsonen 2007.
Den tidligere ”målmaskine” og succestræner i Næstved har lavet en tre-årig kontrakt med AB, og overtager dermed Christian Andersens sæde i klubben.
– Flemming Christensen er en vigtig brik i den strategi som AB’s direktion og bestyrelse har lagt for at skabe det rigtige sportslige og forretningsmæssige grundlag, så AB kan vende tilbage til superligaen om tre sæsoner. Flemming har tidligere både fungeret som træner og spiller for os. Så alle i AB ved, hvad han står for sportsligt og menneskeligt. Vi glæder os meget til at nyde godt af Flemmings store entusiasme og fodboldforstand, siger adm. direktør i AB, Ronny Saul.
Mit hjerte har altid banket for klubben, og klubbens treårs plan var den primære årsag til, at jeg valgte at tage imod den spændende udfordring som AB træner.
I dagens fodbold er det kun muligt, at være blandt de bedste i Danmark, hvis forretning og fodbold går hånd i hånd.
Hovedpersonen glæder sig meget til den nye udfordring, og stillede derfor villigt op til et interview med AB Forever.
Facts om Flemming Christensen:
1999-2002 Ass. Træner i AB
2002-2003 Træner i Fredensborg
2003-2005 Cheftræner i Slagelse Boldklub
2005-2007 Cheftræner i Næstved
Resultater: Bronzemeldajler med AB
Kvalifikation til Pokalfinalen med AB
Oprykning til 1. division med Næstved Boldklub
Som spiller: Danmarksmester med Lyngby to gange
Pokalvinder med Lyngby tre gange
11 landskampe og deltagelse ved VM 1986 i Mexico
Hvorfor har du valgt at vende tilbage til AB?
(Når du har mulighed for komme i superligaen med Næstved)
(Var det følelser frem for resultater)
FC:
Jeg konstaterede i januar måned at der ikke var fælles holdning imellem ledelsen i Næstved Boldklub og mig, til hvordan man skulle komme endnu videre i forhold til de resultater vi allerede havde præsteret i Næstved Boldklub.
Derfor indledte jeg konkrete forhandlinger med AB, og jeg konstaterede her at den strategi klubben vil lægge for dagen med en langsigtede målsætning, er rigtig og det vil jeg gerne være med til.
Hvordan ser du som træner på AB?
(Fortiden, potentialet og fremtiden)
FC:
Puha, det var et stort spørgsmål. AB er jo en traditionsklub så mange bliver hurtig nostalgisk og snakker superliga bare holdet vinder en kamp. Men der er ikke tvivl om at klubben helt sikkert har potentialet, netop på grund af fortiden og hele klubbens setup, men det er vigtigt at man er tålmodig og tager et skridt af gangen mod den bedste række i Danmark. Man må huske på at man ikke kan leve af de point og de præstationer nogle dygtige fodboldspillere som mange var landsholdsspillere, præsterede for 5 år siden. Man må gå ud fra realiteterne og forholde sig til det niveau klubben har nu.
Hvordan ser du på AB´s fanskare?
(Vi var små i superligaen og er store i 1.division)
FC
AB`s fanskare er fantastisk loyale og positive. Jeg har naturligvis fulgt meget med i AB gennem de sidste 5 år fordi klubben ligger mig nær, både geografisk og følelses mæssigt, og trods mange prøvelser har fanskaren bevaret den rigtige ”fanholdning”.
Kan fans have den modsatte effekt på nogle af de mindre professionelle divisionsspillere, som måske er lidt benovet/fokuseret på dette?
FC:
Nej det tror jeg ikke så længe spillerne føler at det er ægte fans der støtter i medgang og modgang!
Hvad er din største fodbold oplevelse?
(Som træner og spiller)
FC:
Som træner er det helt klart to ting; bronchemedaljer med AB hvor jeg overtog da vi lå nr. 7, og så direkte oprykningen til 1. division med Næstved i mit første år som træner der.
Som spiller har der været mange: 2 Danmarksmesterskaber med Lyngby Boldklub, 3 pokalsejre med Lyngby Boldklub, mine landskampe og mine landskampsmål. Men skal jeg vælge en ting må det blive at jeg deltog ved VM i Mexico i 1986.
Hvad er din værste fodbold oplevelse?
(Som træner og spiller)
FC:
Jeg bruger ikke tid og energi på negative ting, så det kan jeg ikke svare på, men det kan gøre mig deprimeret at følge med i, når det at holde med en klub bliver til vold, krig og død!
Hvordan ser du selv på din karriere som spiller,
nåede du det du havde sat dig for?
(Og, er din trænergerning en forlængelse af din aktive karriere)
FC:
Jeg nåede aldrig at sætte mig direkte mål som spiller, jeg elskede at spille fodbold, at træne at blive bedre og elskede følelsen når man scorede mål! Pludselig gik det stærkt, fra ynglinge spiller til 3 divisionsspiller, til 2. divisionsspiller, til 1. divisionsspiller (dengang bedste række), til landsholdet, til udlandet. Jeg var med i en tid med mange dygtige angrebsspillere og havde jeg været med lidt senere så havde jeg sikkert fået langt flere landskampe end de 11 jeg har spillet, men igen det er ikke noget jeg bruger energi på at ærgrer mig over.
Jeg vil ikke sige at det er en forlængelse at gå fra spiller til træner, det er et kraftigt anderledes job, men man gør det jo nok for at blive i gamet da man jo elsker fodbold!
Hvad tror du AB skal gøre for igen at blive et absolut Tophold?
(Og kan du være med til, at gøre en forskel?)
FC:
Jamen som jeg svarede tidligere så skal man være tålmodig og tro mod planen om en langsigtet målsætning. Man skal sammensætte den rigtige trup som indeholder spillere der er indstillet på at det er kollektivet der skal skabe resultaterne, især i starten. Og ja, det tror jeg at jeg kan være med til!
Christian Lønstrup (AB 2004)
Interview fra 2004.
”En profil i grønt”
Tirsdag d. 31 august, efter et træningspass på AB´s baner havde undertegnede fornøjelse af at krydsforhøre AB´s anfører Christian Lønstrup.
Lønstrup som kaldes ”Løns”, blandt venner, formåede lynhurtigt at skabe en hyggelig og meget afslappet atmosfære, da han med sit yderst vindende væsen fortalte om fortid, nutid og fremtid.
Hvorfor lige AB?
Efter en lang skadesperiode sidste sæson ville ”Løns” gerne spille på fuld tid, hvilket desværre ikke var muligt i FCK.
Den første kontakt mellem ”Løns” og AB blev rent faktisk skabt en helt tilfældig dag på en genbrugsplads i Gentofte, hvor en fra AB’s bestyrelse fortalte om mulighederne i et skift til den gamle hæderskronede klub.
Det var ikke fordi der ikke var bud efter ham i andre superliga klubber, men ”Løns” fornemmede at han ville passe godt ind i AB, og at han så nedrykningen som en kæmpe udfordring for ham selv.
Løns har altid set på AB som en stolt gammel klub, og lægger stor vægt på loyalitet og klubfølelse.
Da han fik muligheden for at trække i den grønne trøje, så han det som et kald og skulle derfor ikke have lang betænkningstid, før han kunne svarede ja.
Redningsmanden
Christian Lønstrup har ingen problemer med at få lagt et stort pres på sine skuldre, og han er udmærket godt klar over, at hans store rutine og flotte karriere forpligter.
Han føler også det er hans pligt, at træde i karakter og dermed tage et stort ansvar i dette genopbygningsforløb som AB står over for.
Han understregede flere gange, at hans fornemmeste opgave er at hjælpe og støtte de unge og meget store talenter som AB råder over. Denne opgave er for ham lige så vigtig som hans egne præstationer. Han vil hellere end gerne gå gennem ild og vand for de unge, og hjælpe dem på en konstruktiv måde, da det handler om Danmarks fodbold fremtid.
AB FOREVER
Christian Lønstrup har de sidste mange år spillet for 20.000-30.000 tilskuere hver weekend, og et skifte til AB´s godt 2000 tilskuere, hæmmer på ingen måde hans præstation.
Som ”Løns” formulerede det; -fordi man er få fans, er det da ikke ensbetydende med, at man brænder mindre for sagen.
Han var faktisk meget imponeret over denne store opbakning, der var omkring holdet, hvorefter hans henviste til udekampene med HIK og Fredericia.
Dog havde han ikke tjekket vores hjemmeside endnu, men han blev løbende holdt opdateret fra sin kæreste, som jævnligt holdte øje med nyheder og debatindlæg.
Ambitioner
Et spørgsmål ”Løns” er blevet stillet utallige gange siden sit skift til AB er: ”om det ikke er et skridt tilbage for ham”? Men her satte han en tyk streg under NEJ, idet han faktisk betragter sin opgave som anfører og profil som værende en meget vigtig og spændende opgave.
Han nød tanken om, at få muligheden for at være med til at starte en ny stor epoke i AB´s historie.
Samtidig forsikrede han også, at AB ikke bare var et springbræt tilbage til FCK, men en stor personlig udfordring. Dog kan man aldrig give garantier inden for fodboldverdenen, men han var bestemt ikke afvisende over for et par gode år i AB.
”Løns” vil da heller ikke lægge skjul på, at favoritklubben stadig er FCK. Han har et hav af gode minder fra Parken, og fortalte stolt om sine mange store bedrifter.
Hvor mange år endnu?
Hvis kroppen kan holde til det vil ”Løns” glæde os med sit store talent i hvert fald fem år til, og her understregede han at de skulle ”sgu bære ham fra banen, før han stoppede”.
Hans drøm indtil videre er at ende i et trænersæde en dag, hvis han får mulighederne for det.
Dog er ”Løns” ikke naiv, idet han udmærket er klar over at der skal meget mere end et par trænerkurser til, for at løse en sådan opgave.
Om det vil blive i AB eller FCK, eller noget helt tredje kan han ikke sige noget op.
Men han er på kort tid blevet utrolig tæt knyttet til AB, idet han føler, der virkelig bliver sat pris på ham, og at han er blevet modtaget med kyshånd.
Han fortalte med stor glæde i stemmen, om den følelse han har hver søndag når han trækker støvlerne på. Fordi uanset hvad alderen siger, så føler han sig stadig som en 14 årig dreng, der kun har fodbold i hovedet. Denne følelse betegnede han som meget vigtig, da dette er hans drivkraft til forsat at yde sit optimale hver gang.
Hvem vinder og taber?
Da talen faldt på oprykkere til Superligaen svarede han prompte Sønderjyske, men tøvede desværre længe med sit andet bud. Dog beroligede det, at han langt om længe sagde; -Enten AB eller Frem.
I spørgsmålet om Superligaen er han ikke det mindste i tvivl om at det er FCK der ville snuppe guld, og det bliver Randers Freja og Herfølge som ville ende sidst i tabellen.
Fodbold strejken
Løns var ikke bleg for at sige, at han er 100% på spillerforeningens side, og forklarede at han tror den store modstand mod spillerne er lidt selvforskyldt.
Dette begrundede han med, at hverken spillere eller spillerforeningen har været dygtige nok til at informere og forklare, hvad det hele går ud på.
Derfor kan han sagtens forstå de fans, som har brokket sig over strejken, men omvendt påpegede han også, at spillerne igennem lang tid har givet sig, og ikke mødt den store imødekommenhed fra divisionsforeningen.
Hvem er ”Løns” ?
Christian er født d. 4/4-1971, og disse 4-taller har en stor betydning for ham, idet han har en del ritualer før en kamp. For eksempel skal han altid kysse sin ring fire gange, før han går på banen.
Som privatperson er han meget afslappet, og elsker at se stort set al slags sport, undtagen ridning.
”Løns” har været sammen med sin kone igennem 14 år, og deres to børn betyder alt for ham.
Som barn var han utrolig dygtig til både badminton og tennis, men valgte at satse 100% på fodbolden, hvilket jo også har været en rimelig god investering.
----------------------------------------------------------------------------------
|
